Bog

Den fremmede

Af (
1972
)

Anmeldelse

Den fremmede af Albert Camus

Det ’absurde’ kom ind i den moderne verdenslitteratur med dette berømte portræt af en mand, der er gudløs, normløs, fremmed for verden ...

Engang i slutningen af 1960’erne gik jeg i gymnasiet og læste Camus og Sartre og andre eksistentialister, dengang fransk litteratur og kultur havde en høj status, også i Danmark, sammenlignet med i dag. ’L’étranger’ eller ’Den fremmede’, som den hedder i dansk oversættelse, var obligatorisk gymnasiepensum. Og intellektuelt og filosofisk var det Camus, der virkelig satte sig hos mig.

Der er simpelthen kun få forfattere i det 20. århundrede, hvis værker fremstår så kanonisk hellige som Camus’, så det er næsten med en fornemmelse af ærbødighed og pligtfølelse, at jeg igen binder an med hans forfatterskab. Men fremover bliver det afgjort af lyst, for ’Den fremmede’ er lige så levende og vedkommende i dag som dengang, og jeg var ved genlæsning mindst lige så optaget af Camus’ verden, som vi jo lever i: en verden præget af den fundamentale opdagelse, at livet ikke har nogen mening. At der ikke er nogen værdier, der er bedre end andre.

Camus blev født i en fattig, hvid familie i Algeriet, og denne hans første roman foregår i Algeriet, som franskmændene havde erobret i 1830, og bærer indirekte præg af den fransk-algierske konflikt, som er blusset op under verdenskrigen. Men hans bog blev skrevet og udgivet til det læsende publikum i Frankrig.

Den unge kontormand, Meursault (vi kender ikke hans fornavn)  fortæller selv sin historie, og den begynder sådan her - med den måske kendteste sætning i fransk litteratur: ”I dag døde mor.” Og så den gysende ligegyldighed: ”Eller måske i går, jeg ved det ikke.”

Der er ikke noget i Meursaults liv, som rigtig  betyder noget. Han bevæges ikke af sin mors død og begravelse. Han møder en pige, der elsker ham og vil giftes med ham, uden at noget af det anfægter ham synderligt. Han er begavet og pligtopfyldende, men han har ingen ambitioner. Ingen og intet betyder det store for ham. Han strides med sin nabo, der er alfons for en arabisk luder. Og nærmest ved et uheld skyder Meursault luderens bror på stranden uden anden grund end den, at solen skinner, og heden er uudholdelig og bliver selv dømt til døden i en efterfølgende retssag. Og i retten bruges hans tilsyneladende ligegyldighed over for livet og mangel på stillingtagen mod ham. Men det er ikke det afgørende. Det er derimod Camus’ filosofi, at menneskets liv er grundlæggende meningsløst, og fortællingen handler om meningsløsheden og den enkeltes ensomhed i forhold til medmennesket. Men man kan nå ind til et næsten autentisk forhold til verden, hvis man opgiver at afkræve den mening. Og ved at erkende samhørigheden med andre mennesker.

Jeg vil bruge store ord og sige det sådan: Man kan ikke læse ’Den fremmede’ uden at blive udfordret til enkelt og foruroligende at tænke over sit liv! Det er meget skræmmende, oprørende, ensomt at læse hans tanker om livets meningsløshed, absurditet og unødvendighed.

Albert Camus fik Nobel-prisen i litteratur i 1957, men det er i virkeligheden som eksistensfilosofisk tænker, han primært kom til at præge efterkrigsårenes kulturelle liv i Frankrig sammen med Jean-Paul Sartre. ’L’étranger’ er med mere end seks millioner solgte eksemplarer én af det 20. århundredes største bestsellere og forlaget Gallimards mest solgte værk gennem tiden.

’Den fremmede’ er Camus’ første roman, skrevet i 1942, oversat til dansk første gang to år senere og siden kommet i oplag efter oplag, sidst i 2002 i ny oversættelse.

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals bekkasinbøger
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01362240
ISBN
9788700583115
Antal sider
136

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer