Bog

Porto Francos vægter

Af (
2012
)

Anmeldelse

Porto Francos vægter af Ann Rosman

Fortid og nutid flettes sammen i en eventyrlig og sprudlende historie om bedragere, glædespiger og røvere i datidens Marstrand. Desværre står nutidshistoriens krimiplot svagt.

I september 1793 stiger den unge kvinde Agnes i land i Marstrand havn. Hun er forklædt som mand for at slippe for et giftermål. Hun stiger i land til en fattig, ussel, men også farvestrålende by. I nutidens Marstrand finder man liget af en kvinde og et spædbarn i en mose. Spørgsmålet er, hvor længe de har ligget der? Kriminalinspektør Karin Adler sættes på sagen, der viser sig at trække dybe spor op til nutiden.

Dette er tredje bog i serien om Karin Adler, men det generede ikke min læsning, at jeg ikke har læst noget af Ann Rosman tidligere. Styrken i bogen er beskrivelsen af Marstrand i gamle dage. Og skal jeg komme med mit forbehold nu, så er det, at nutidshistorien står svagt i forhold til sørøverne og alle de andre rødder i datidens Marstrand.

Der er ingen tvivl om, at Ann Rosman er rigtig god til at beskrive ”sildeproprietære, bedragere, jødiske handelsmænd, glædespiger, kapere, sørøvere, toldere, lodser, fangerne på Carlsten, franske adelsmænd, handelsmænd, sømænd fra utallige nationer og lokalbefolkningen”. Der er et leben og et liv, eventyrligt, interessant og sprudlende.

Krimiplottet i nutidshistorien kommer sent og virker lidt fortænkt, og man sidder som læser med ønsket om at komme tilbage til historien om Agnes. Man kan så stille sig selv det spørgsmål: Skulle hun i stedet have skrevet en historisk spændingsroman? Tja, måske, men underholdende er det dog, og jeg vil gerne en tur til Marstrand for at se, om jeg kan finde spor efter sørøverne.

Bogdetaljer

Forlag
Punktum
Oversætter
Rikke Toft Kleemann
Faustnummer
29466432
Graphic
Nina Leino
ISBN
9788792621566
Antal sider
368

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer