Bog

Kalevala

Af (
2017
)

Anmeldelse

Kalevala – Finlands Nationalepos

Pragtværk! 100-året for Finlands selvstændighed markeres med spektakulær genudgivelse af det finske nationalepos på dansk.

Museum Tusculanums Forlag har ikke sparet på noget i denne flotte genudgivelse af Hilkka og Bent Søndergaards oversættelse af ’Kalevala’, som oprindeligt udkom i 1994. Til lejligheden er teksten blevet illustreret med værker af Akseli Gallen-Kallela (1865–1931), hvis fantastiske malerier var inspireret af den finske natur og folkedigtning. For alle med en interesse for Nordens historie og mytologi er det en vidunderlig mulighed for at fordybe sig i Finlands gamle sagn og legender.

Det store finske nationalepos blev samlet og udgivet af sprogforskeren Elias Lönnrot i 1835 og består af 50 sange, som Lönnrot nedskrev på sine mange rejser rundt i Finland for at opspore de finske folkemyter og sange og bevare dem for eftertiden. Resultatet blev den finske pendant til den islandske ’Edda’ og Homers ’Illiaden’ og ’Odysseen’: et nationalepos, der udfolder sig i en mytologisk verden befolket af guder og mægtige helte og fyldt med magi (sejd) og fantastisk, vild natur.

Centralt i Kalevalas mytiske fortælling, som strækker sig fra verdens begyndelse og frem til kristningen af Finland, står urmennesket og halvguden Väinämöinen, som medvirker ved verdens skabelse, og hvis jagt på en hustru fører til langvarig konflikt med Pohjola, det mørke land mod nord. Striden mellem Pohjola og Kalevala, hvor Väinämöinen bor, er kernen i den vidt forgrenede handling, som også fører os til dødsriget Tuonela. Udover Väinämöinen møder vi en broget skare af mytologiske figurer: først og fremmeste heltene Lemminkäinen og Kullervo, samt mestersmeden Ilmarinen, og jomfruen Marjetta, der af de fleste tolkes som en parallel til jomfru Maria, og hvis fremkomst i epossets sidste sang varsler kristendommens komme og de gamle finske guders hensygnen.

Ægteparret Søndergårds oversættelse af ’Kalevala’ er fantastisk vellykket og fortjener at nå ud til et stort publikum. Det har uden tvivl været en kæmpe udfordring at oversætte et værk, hvis udtryk og indhold er så nært forbundet med det finske sprogs særegenhed, men man må sige at indsatsen har båret sproglig frugt. I denne nye udgave i stort format (og i øvrigt i super lækkert design og indbinding, som er kræs for alle, der sætter pris på godt boghåndværk) tager teksten sig flottere ud end nogensinde før. Inklusionen af Akseli Gallen-Kallelas malerier i flotte reproduktioner og af fyldige, velskrevne introduktioner både til selve ’Kalevala’ (af folklorist Ulla Piela) og til Gallen-Kallelas liv og værk (af kunsthistoriker Jens Fleischer) gør dette til den definitive udgave af ’Kalevala’ på dansk, som kommende generationer af læsere uden tvivl vil få stor gavn af. Der er altså ingen undskyldning: enhver, der interesserer sig for Nordens historie, kunst og mytologi, bør have denne prægtige bog stående i sin reol.

Bogdetaljer

Forlag
Museum Tusculanum
Oversætter
Hilkka og Bent Søndergaard
Faustnummer
20624957
ISBN
9788763545686
Antal sider
492

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer