Bog

Digte 2014

Af (
2014
)

Anmeldelse

Digte 2014 af Theis Ørntoft

Theis Ørntoft skriver apokalypsen og samfundets undergang frem, så det er en fryd for læseren.

Hele fem år er gået, siden Theis Ørntoft debuterede med den anmelderroste digtsamling Yeahsuiten. Fem år, hvor forfatteren med garanti har tænkt en masse, skrevet en masse, redigeret en masse og kasseret det meste igen. Fem år, hvor den ventende to’er hele tiden må have ligget som et tungt åg over forfatterens bevidsthed. Nu, endelig, sidder vi med syntesen af de mange års arbejde i hænderne. Et mesterværk af et arbejde med den på en og samme tid prætentiøst uprætentiøse titel Digte 2014. Men mere om titlen senere.

Hvor Yeahsuiten var fandenivoldsk, tempofyldt og til tider lige lovlig københavnersmart for min smag, så er digtene i Digte 2014 nu blevet voksne. Og gud, hvor det klæder dem. Sproget er stadig stærkt, overraskende og billedskønt, men hvor Yeahsuiten var hurtig og underspillet ironisk, så er tempoet i Digte 2014 langsommere uden dog på nogen måde at stå stille. Der gives plads til eftertænksomhed og dybde, mens stemningen af dystopi og alvorsdybt tungsind skrives frem og emner som fremmedgørelse, samfundskrise og den menneskelige undergang behandles, så det giver et sug i læseren.

Som i afsnittet ’Sort frekvens’:

”hjælp mig, er der nogen der hvisker
der vokser planter op gennem mine underboers halse
der vokser planter op gennem min etages gulve
men hvad vil du have jeg skal gøre ved det, siger jeg
og kigger forvirret ud gennem mine øjne
ud til askelandskaber der snart skal smeltes om
ud til befolkninger kvalt i forstenet honning
og mens jeg kigger ud gennem de øjne
mens jeg slår to æg i stykker og begår aftensmad
mens en nøgen præst lærer små børn at onanere
mens verden vælter ind gennem mine fem tsunamisanser
og ødelægger alt på sin vej
så skriger en stemme i min hals.
Og for enden af halsen sidder munden
tænderne lyser hvidt som måger om en rævegrav”

Kompositorisk er det et velfungerende og smukt take at ramme digtsamlingen ind af få, men rammende titler som ’Sort frekvens’, ’Bølge’, ’Elephantor’ og ’Arktisk kommando’. Det skaber en ramme og et holdepunkt i læsningen af de særskilte, unavngivne digte (eller giver mulighed for at læse de fire afsnit af digtsamlingen som langdigte), samtidig med at de enkelte digte rammer læserens bevidsthed med en uhørt styrke, fordi de får rum og plads til at stå alene og titelløse. Det bevirker, at teksten står sitrende og lysende på bogens sider og således spiller flot sammen med Kasper Vangs smukke forsidebillede af en lysende hvid cirkel på en mørk baggrund af underskov.

Den eneste kritik af Theis Ørntofts digtsamling, der skal lyde her fra mig, er selve titlen Digte 2014. Umiddelbart en uprætentiøs og selvfornægtende titel, der foregiver ikke at gøre noget væsen af sig, men som jo samtidig maser sig ind i rækken af dansk lyrikhistories mest kanoniske værker ved at slå på ligheden med Adam Oehlenschlägers Digte 1803 og Johannes V. Jensens Digte 1906.

Theis Ørntofts Digte 2014 er uden diskussion et mesterværk, men ville måske have stået stærkere, hvis den ikke selv med sin titel så åbenlyst havde gjort sine læsere opmærksom på sine kanoniske kvaliteter.

Originally published by Arendse Ørding, Litteratursiden.

Analyse

Ørntoft, Theis - Digte 2014

02.jun.14

Vi er brakvand på dåse i Theis Ørntofts postapokalyptiske digtsamling Digte 2014
 

 Skrevet af cand. mag. Mette Østgaard Henriksen, juni 2014

Da Theis Ørntoft debuterede med Yeahsuiten i 2009, var det med et skud af den unge digter selv på flappen, liggende henslængt med en smøg, en vandmelon og en skriveblok ved sin side. Der var noget rockstjerne-aura over den nyudklækkede forfatterskoleelevs friske pust ind i den danske samtidspoesi. Der var energi og attitude over dette ungdomsjeg, der med sit legende, rytmiske og på en gang lette og komplekse sprog indtog det urbane rum med sine forhandlinger og genforhandlinger af, hvordan dette jeg kunne være.

Med sin anden digtsamling Digte 2014 har Theis Ørntoft lavet et brat sporskifte og bevæget sig i en anderledes dyster og postapokalyptisk retning. Måske som et svar på Lars Skinnebachs programudtalelse, at digtning, som ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med. Ørntofts samling, der allerede ved udgivelsen blev omtalt som et hovedværk i årtiets danske lyrik, har et enkelt omslag, sort med en hvid cirkel og forstørrede celler i baggrunden. Titlen er på en gang prunkløs og prætentiøs. Anonymt nedskrevet til en genre og et årstal. Men samtidig med klare referencer til Adam Oehlenschlägers Digte 1803 og Johannes V. Jensens Digte 1906, som samlingen derfor alene ved titlen får placeret sig selv i selskab med.

Digteren anno 2014 har fået ”nok af at bilde sig samfundene ind” og skriver sig med askelandskaber og befolkninger kvalt i forstenet honning direkte ind i den postapokalyptiske undergangsstemning, der har præget litteraturen de seneste år med romaner som fx The Road af Cormac McCarthy, Faldvand af Mikael Niemi og Mitose af Kristian Byskov. Hos Theis Ørntoft bliver postapokalypsen dog ikke en afsluttet tilstand, idet digtene hele tiden bevæger sig frem og tilbage i skred mellem tider og tilstande, perspektiver og proportioner:

”I nat, i år
et sted mellem alle sine atomer
døde det man kaldte min mor.
Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op.
Det siges at olien dryppede fra hendes lever.
Eller det siges
at hun faldt gennem dage og nætter
indtil floden på bunden
bar liget med sig ind i junglen.”

Allerede i dette indledende digt står det klart, at det makabre og intenst billedstærke indhold bliver båret af ekstremt velformede sætninger med en rytme og en lethed, der giver læseren lyst til langsomt at nyde og smage på hver enkelt af disse alfabetiske sammensætninger. Theis Ørntoft benytter desuden gentagelsen som en figur, både inden for det enkelte digt og mellem digtene, og han forstår at afveje sine greb, så intet bliver for lidt eller for meget, men bare tilsammen skaber en afrundet helhed af sproglig lækkerhed. Hvor Theis Ørntoft i debuten brugte en bred palet af virkemidler med ordspil, indrim, stilskred og enjambement, så er Digte 2014  meget mere nedbarberet i sin brug af sproglige effekter. Selv linjeskiftene følger ofte  sætningernes naturlige opdeling.

Jeget, der taler i digtene, er nogle gange et hverdagsligt, stedbundet jeg, der tager til fest eller sidder foran pc'en og taler i et skødesløst nutidigt sprog. Andre gange taler det med en profetisk stemmeføring, fx i det følgende prosadigt:

”Verdenshistorien fortalt for mine efterkommere: Omkring kridttiden flød en gruppe stamceller hen over bunden på et fluorescerende ocean og nåede frem til noget andet end gæller. Omkring stenalderen udslettede man en insektart med et tryk på en knap. Omkring Anden Mosebog spyttede nogen blod ned i mit fostervand. Omkring Den Spanske Inkvisition opførte man et parlament af tårer i en fuldkommen tilfældig øjenkrog. Omkring Den Sorte Død byggede man stigen op til det radiotårn der senere skulle blive mit hoved, omkring 1930 lagde en gruppe vrede demonstranter New York til gæring på bunden af et reagensglas, omkring år 2090 skiftede man alle lufthavne ud med insekters vejrtrækning i grønne, kvadrerede rum, omkring år 3000 var mennesket ikke længere fysisk.”

I digtet tales der fra en position, der ligger uden for historien, og som er præget af opløsning og mutation. De forskellige sfærer overlapper hinanden, historiske epoker sammenkædes med mytiske billeder (parlamenter af tårer, insekters vejrtrækning i grønne, kvadrerede rum) og konkrete videnskabelige redskaber (reagensglas, knapper at trykke på). Og fra denne tilstand af mutation og glidninger bliver der rum for en kritik af det aktuelle samfund med dets vækstideologi (”elsk mig for mine nødvendige nedskæringer / gang i hjulene igen”, ”jeg skal ryges ud af vækstideologien”) og jagten på breaking news (”Giv mig de sensationelle news / hvor er der breaking netop nu / hvor er der spænding og billeder”).

Verdens snarlige undergang er et digterisk yndlingstema. Sophus Clausen, Ole Sarvig og Mikael Strunge har alle skrevet på et dystopisk blik på samtiden. I Ørntofts lyrik er den ødelagte natur evigt present. Planter vokser mellem husene, og der flyder tungmetaller i vores årer. Der er en afmagt og fortvivlelse over for miljøødelæggelsen på spil, og denne afmagt fungerer som afsæt for det talende jeg. Den får følgeskab af en sort humor, som ikke undergraver den apokalyptiske tone, men snarere forstærker den, fx når jeget kalder sig ”Brakvand på dåse”. Humoren giver digtene et løft, som måske mere afspejler en virkning af sproget, end et vilkår ved verden. Eller med digterens egne ord: ”Sproget opfører sig håbefuldt, når der intet håb er.”

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
Bibliotekar Lis K. Gregersen, Vejle Bibliotekerne.

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 7/3 2014: Katrine Hornstrup Yde: Sproget opfører sig håbefuldt, når der intet håb er).
Interview med Theis Ørntoft. 

Information
(heri 18/3 2014: Ejvind Larsen: Poetisk gok - lige i vækstbylden).
Interview med Theis Ørntoft.  

Information
(heri 6/5 2014: Ask Hansen: Litteratur, der gør den økologiske bevidsthed sanselig).
Artikel om bl.a. Theis Ørntofts Digte 2014

Nordjyske Stiftstidende
(heri 12/3 2014: Christian Stokbro Karlsen: Fucing nice pessimisme).
Artikel om Theis Ørntofts Digte 2014

Politiken
(heri 28/3 2014: Lise Garsdal: Verden går under - og hvad så?). 
Intervew med Theis Ørntoft. 

Politiken
(heri 2/5 2014: Matthias Dressler-Bredsdorff: Politiken Talks 2: Apokalyptisk stemning skal brydes af globale fællesskaber).
Interview med bl.a. Theis Ørntoft. 

Anmeldelser i aviser 

14/3 2014 Jørgen Johansen i Berlingske Tidende.
22/3 2014 Henning Prins i Helsingør Dagblad.
7/3 2014 Tue Andersen Nexø i Information
27/3 2014 Erik Svendsen i Jyllandsposten. 
20/3 2014 Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad.
16/3 2014 Lilian Munk Rösing i Politiken.
7/3 2014 Lars Bukdahl i Weekendavisen.

Anmeldelser på nettet

Atlas - et dansk samtidsmagasin, der tager nettet alvorligt
Andreas Eckhardt-Læssøe: Theis Ørntofts Digte 2014. 

Blogdahl
Lars Bukdahl: Begejstringsjalousi og kanonforsnævring.

Kulturkapellet - tidsskrift for kunst- og kulturformidling
Michael Agerbo Mørch: Anmeldelse af Digte 2014

Littuna.com - litteratur på universitetet i Aarhus
Anne Skov Thomsen: Et kæmpe skullfuck digt

LitteraturNu.dk
Lean Pejtersen: At gø mod himmelen - Theis Ørntoft Digte 2014.

Promenaden
Thomas Boberg: Kritisk kommentar / Theis Ørntofts Digte 2014

Re:citat - gentagelsen findes ikke
Erik Scherz Andersen: 4 noter til Theis Ørntoft: Digte 2014.

GENERELT OM FORFATTEREN

Artikler i aviser 

Horsens Folkeblad
(heri 29/3 2014: Sonja Sabinsky: Skanderborgdreng begejstrer med sin poesi).
Artikel om Theis Ørntoft. 

Information
(heri 23/7 2009: Katrine Julie Abrahamsen: 'Verden er Skizofren').
Portrætinterview med Theis Ørntoft. 

Links 

Fieldsarkivet - danske digtere på film
Lyt til interview med Theis Ørntoft. 

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.   

Heads in the cloud - for mennesker, der skaber
Interveiw med Theis Ørntoft. 

Klimakrisen
Theis Ørntoft og Lars Skinnebachs bag Klimakrisens blog. 

Passiveaggressive.dk
Artikel om Theis Ørntofts samarbejde med Kasper Wang i Plants. 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50980499
Graphic
Kasper Vang
ISBN
9788702158007
Antal sider
63

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer